Økumeni - arbejdet for kristen enhed
Skrevet i samarbejde med Pater Max Mizzi i maj 2006
Historie
I de kristne kirker er der hvert år i januar måned en særlig begivenhed i form af ugen med intensive bønner for kristen enhed, som altid ligger i perioden d. 18.-25. januar. Medstifteren af den franciskanske nonne- og munkeorden, som Bente Wolf er knyttet ind i som lægsøster, var en pioner i denne sammenhæng. I 1862 fødtes i USA en mand, Paul James Wattson, som i sin gerning havde et hovedfokus på den manglende enhed i den kristne kirke, og et dybt ønske og vision om at gøre noget for at bringe større forståelse og enhed mellem kirkerne. Hans far var anglikansk biskop, og Paul James Wattson blev døbt i den anglikanske kirke. Han gik også senere i sin fars fodspor og blev præst i denne kirke. Allerede fra barnsben følte fader Paul en stærk dedikation til Frans og ønskede som han at leve et liv i fattigdom, lydighed og overgivelse. Pater Mizzi fortæller om fader Paul følgende historie fra hans liv i det 19. århundrede med Frans' fattigdomsløfte som ideal: "Fader Paul ønskede som Frans ikke at eje noget som helst, og heller ikke at være i besiddelse af penge. Hans gerning betød imidlertid, at han indimellem måtte rejse fra et sted i USA til et andet. Han gjorde det, at han satte sig på banegården og begyndte at bede rosenkransen. Sådan kunne han sidde længe, og andre rejsende begyndte at bemærke den bedende præst. De spurgte ham, om han ikke skulle rejse. Jo, det skulle han da gerne, men han havde ingen penge. Og så endte det gerne med, at medrejsende forbarmede sig og købte ham en togbillet."
Sammen med en nonne, Sister Lurana White, stiftede han d. 15. december 1898 en franciskansk orden for munke, nonner og lægfolk inden for den anglikanske kirke. Ordenen fik navnet: Franciscan Friars and Sisters of the Atonement. Som følge af begge stifteres dedikation til det de oplevede som "alle moders kirke" konverterede hele ordenen i 1908 til Den Katolske Kirke - iøvrigt som den første samlede gruppe af konvertitter efter reformationen. "Atonement" har to betydninger inden for ordenen. Dels betyder ordet oversat: Soning og forsoning, og dels ser man ordet som et udtryk for visionen om enhed, nemlig når man skiller det ad og siger At-one-ment. Ordenen er i sin mission især inspireret af Johannes Evangeliets tekst, hvor Jesus siddende sammen med disciplene i sin sidste bøn før korsfæstelsen, siger:
"Ikke for dem alene (disciplene) beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig" (Johs. 17, 20-23).
Pave Pius X, som optog gruppen i Den Katolske Kirke, godkendte i 1910 fader Pauls pionerarbejde i den anglikanske kirke ved at stadfæste, at d. 18.-25. januar er ugen for bønner om kristen enhed i også Den Katolske Kirke (på den tid kaldet Octave of Prayer for Christian Unity). Dagene er valgt med omhu, idet d. 18. januar ifølge tidligere katolsk liturgi er festen for apostlen Paulus' omvendelse, nemlig da han som Saulus rejste til Damaskus for at forfølge de kristne, og på rejsen blev smidt af hesten, så han mistede synet og herefter modtog sin Kristusvision (ApG, kap. 9) D. 25. januar er festdagen for apostlen Peter, som sammen med Paulus anses som grundlæggere af Den Romersk-Katolske Kirke, jfr. Jesu ord til Peter: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." (Matt. 16, 18).
Missionens sejrsgang efter 2. Vatikanerkoncil
Bønsugen for kristen enhed spredte sig nu ud over de kristne kirker, men lige indtil 2. Vatikanerkoncil i 1962-1965 foregik bønsarbejdet adskilt mellem kirkerne. I Den Katolske Kirke var holdningen meget den, at de andre kristne kirker jo havde forladt Kristi kirke og bare måtte se at komme tilbage igen. Efter år 1000, hvor Østkirken (den ortodokse kirke) skilte sig ud, og også efter de senere kirkesplittelser under reformationen fra 1517 var der stor adskillelse mellem de kristne kirker - gående fra religiøst betonede krige, forfølgelser og henrettelser af andre kristne i de første mange århundreder og i vort sidste århundrede fordomme, uvidenhed om hinanden og en separatistisk holdning. Pater Mizzi fortæller fra sin barndom på Malta, der jo som engelsk koloni havde en stor gruppe anglikansk kristne på den ellers katolske ø: "Når jeg skulle passere en anglikansk eller protestantisk kirke, så løb jeg forbi den med lynets hast. For vi vidste ikke, hvad der foregik inde i den. Men vi havde hørt rygter om, at det var noget meget mærkeligt, så jeg løb, fordi jeg var bange for at blive trukket ind til noget farligt. Så selvom vi var venner med englænderne på et personligt plan, så havde vi angst for deres religiøsitet og vidste intet om den. Sådan var det for kun ca. 60 år siden." Helt op til 1965 var det iøvrigt ikke tilladt for en katolik at gå ind i en ikke-katolsk kirke og deltage i nogen form for gudstjeneste. Hvis man som katolik var indbudt til f.eks. et bryllup i en ikke-katolsk kirke, skulle man i princippet have sin biskops tilladelse for at deltage. 2. Vatikanerkoncil var begyndelsen til et større opbrud med denne separatistiske holdning og uvidenhed om hinanden. Koncilet stadfæstede dels, at det indre arbejde via bønner er økumeniens og enhedens sjæl, dels opfordrede det til, at bønsarbejdet forgik sammen med kristne fra øvrige kirker
Assisis pionermission for kristen enhed
Pater Mizzi fortæller videre om, hvordan Assisi kom til at spille en væsentlig pionerrolle i disse bestræbelser. Pater Mizzi havde allerede inden koncilet økumeniske aktiviteter i Assisi, som dog var uofficielle og ikke formelt godkendt af kirken via Assisis biskop. Dog viste denne daværende biskop, som var en meget dedikeret og visionær gammel Benediktinermunk, sin accept af Pater Mizzis aktiviteter ved altid at kramme ham varmt (uden at sige hvorfor), når han mødte ham i Assisis gader. Koncilet godkendte som sagt de økumeniske bestræbelser som en officiel aktivitet inden for kirken. Der blev i Assisi straks oprettet en kommission for økumeni, som Pater Mizzi blev en drivende kraft i. Blandt dens mange økumeniske aktiviteter inviterede kommissionen kristne fra andre kirker til at komme til Assisi under ugen for bønner om kristen enhed, hvor de dels var medledere af bønsarbejdet, dels gav vidnesbyrd om de forståelser, de kom med som repræsentanter fra de respektive kirker. Og da Assisi i 1972 som det første katolske stift i verden gav en af sine smukke kirker fra det 13. århundrede til kristne ikke-katolikker, gav det genlyd over hele jorden. Mange aviser havde på forsiden store overskrifter med "Assisi giver kirke til ikke-katolikker", og en avis skrev i sin overskrift "Oh come, oh you faithful. Come to Assisi to worship". I dag er der lykkeligvis den større enhed mellem de kristne, at kristne ikke-katolikker er velkomne til at celebrere deres gudstjenester og andagter i nogle af Assisis katolske kirker, herunder i alle klostrenes kapeller og også på Sacro Convento.
Kristen enhed i vor tid
Arbejdet for kristen enhed, der virkeligt begyndte at folde sig ud efter 2. Vatikanerkoncil, begrænser sig naturligvis ikke alene til bønsugen eller til Assisi. Overalt på jorden er der i dag omfattende bestræbelser i gang med samarbejde på alle niveauer og i mange forskellige organer.
Hvis vi skal gøre en slags status over arbejdet for kristen enhed fra kirkesplittelserne og op til i dag, kommer Pater Mizzi med følgende forståelser: "Vi er nået langt i denne tilnærmelse mellem de kristne. Århundreders omfattende voldelige forfølgelser af hinanden med mange martyrer på begge sider er slut. Nu anerkender vi hinanden som brødre og søstre. Vi er blevet venner, både den uformelle og formelle meget vigtige dialog mellem kirkerne blomstrer, og vi samarbejder intenst på mange niveauer om at løse de store problemer og de menneskelige lidelser, vi er konfronteret med på Jorden i dag. Mange barrierer er takket være Gud faldet bort. Også på det teologiske og trosmæssige område er der opnået enighed på flere områder, men der er fortsat et antal teologiske uoverensstemmelser og forskel på tro mellem kirkerne, som er et vigtigt område i den fortsatte dialog. Dialogen på dette område er ikke let, men med Guds hjælp vil også disse vanskeligheder med tiden blive overvundet. Gud har en plan, og jeg tror, at en dag vil alle barrierer falde bort, og fuld kristen enhed vil blive nået".
Historie
I de kristne kirker er der hvert år i januar måned en særlig begivenhed i form af ugen med intensive bønner for kristen enhed, som altid ligger i perioden d. 18.-25. januar. Medstifteren af den franciskanske nonne- og munkeorden, som Bente Wolf er knyttet ind i som lægsøster, var en pioner i denne sammenhæng. I 1862 fødtes i USA en mand, Paul James Wattson, som i sin gerning havde et hovedfokus på den manglende enhed i den kristne kirke, og et dybt ønske og vision om at gøre noget for at bringe større forståelse og enhed mellem kirkerne. Hans far var anglikansk biskop, og Paul James Wattson blev døbt i den anglikanske kirke. Han gik også senere i sin fars fodspor og blev præst i denne kirke. Allerede fra barnsben følte fader Paul en stærk dedikation til Frans og ønskede som han at leve et liv i fattigdom, lydighed og overgivelse. Pater Mizzi fortæller om fader Paul følgende historie fra hans liv i det 19. århundrede med Frans' fattigdomsløfte som ideal: "Fader Paul ønskede som Frans ikke at eje noget som helst, og heller ikke at være i besiddelse af penge. Hans gerning betød imidlertid, at han indimellem måtte rejse fra et sted i USA til et andet. Han gjorde det, at han satte sig på banegården og begyndte at bede rosenkransen. Sådan kunne han sidde længe, og andre rejsende begyndte at bemærke den bedende præst. De spurgte ham, om han ikke skulle rejse. Jo, det skulle han da gerne, men han havde ingen penge. Og så endte det gerne med, at medrejsende forbarmede sig og købte ham en togbillet."
Sammen med en nonne, Sister Lurana White, stiftede han d. 15. december 1898 en franciskansk orden for munke, nonner og lægfolk inden for den anglikanske kirke. Ordenen fik navnet: Franciscan Friars and Sisters of the Atonement. Som følge af begge stifteres dedikation til det de oplevede som "alle moders kirke" konverterede hele ordenen i 1908 til Den Katolske Kirke - iøvrigt som den første samlede gruppe af konvertitter efter reformationen. "Atonement" har to betydninger inden for ordenen. Dels betyder ordet oversat: Soning og forsoning, og dels ser man ordet som et udtryk for visionen om enhed, nemlig når man skiller det ad og siger At-one-ment. Ordenen er i sin mission især inspireret af Johannes Evangeliets tekst, hvor Jesus siddende sammen med disciplene i sin sidste bøn før korsfæstelsen, siger:
"Ikke for dem alene (disciplene) beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig" (Johs. 17, 20-23).
Pave Pius X, som optog gruppen i Den Katolske Kirke, godkendte i 1910 fader Pauls pionerarbejde i den anglikanske kirke ved at stadfæste, at d. 18.-25. januar er ugen for bønner om kristen enhed i også Den Katolske Kirke (på den tid kaldet Octave of Prayer for Christian Unity). Dagene er valgt med omhu, idet d. 18. januar ifølge tidligere katolsk liturgi er festen for apostlen Paulus' omvendelse, nemlig da han som Saulus rejste til Damaskus for at forfølge de kristne, og på rejsen blev smidt af hesten, så han mistede synet og herefter modtog sin Kristusvision (ApG, kap. 9) D. 25. januar er festdagen for apostlen Peter, som sammen med Paulus anses som grundlæggere af Den Romersk-Katolske Kirke, jfr. Jesu ord til Peter: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." (Matt. 16, 18).
Missionens sejrsgang efter 2. Vatikanerkoncil
Bønsugen for kristen enhed spredte sig nu ud over de kristne kirker, men lige indtil 2. Vatikanerkoncil i 1962-1965 foregik bønsarbejdet adskilt mellem kirkerne. I Den Katolske Kirke var holdningen meget den, at de andre kristne kirker jo havde forladt Kristi kirke og bare måtte se at komme tilbage igen. Efter år 1000, hvor Østkirken (den ortodokse kirke) skilte sig ud, og også efter de senere kirkesplittelser under reformationen fra 1517 var der stor adskillelse mellem de kristne kirker - gående fra religiøst betonede krige, forfølgelser og henrettelser af andre kristne i de første mange århundreder og i vort sidste århundrede fordomme, uvidenhed om hinanden og en separatistisk holdning. Pater Mizzi fortæller fra sin barndom på Malta, der jo som engelsk koloni havde en stor gruppe anglikansk kristne på den ellers katolske ø: "Når jeg skulle passere en anglikansk eller protestantisk kirke, så løb jeg forbi den med lynets hast. For vi vidste ikke, hvad der foregik inde i den. Men vi havde hørt rygter om, at det var noget meget mærkeligt, så jeg løb, fordi jeg var bange for at blive trukket ind til noget farligt. Så selvom vi var venner med englænderne på et personligt plan, så havde vi angst for deres religiøsitet og vidste intet om den. Sådan var det for kun ca. 60 år siden." Helt op til 1965 var det iøvrigt ikke tilladt for en katolik at gå ind i en ikke-katolsk kirke og deltage i nogen form for gudstjeneste. Hvis man som katolik var indbudt til f.eks. et bryllup i en ikke-katolsk kirke, skulle man i princippet have sin biskops tilladelse for at deltage. 2. Vatikanerkoncil var begyndelsen til et større opbrud med denne separatistiske holdning og uvidenhed om hinanden. Koncilet stadfæstede dels, at det indre arbejde via bønner er økumeniens og enhedens sjæl, dels opfordrede det til, at bønsarbejdet forgik sammen med kristne fra øvrige kirker
Assisis pionermission for kristen enhed
Pater Mizzi fortæller videre om, hvordan Assisi kom til at spille en væsentlig pionerrolle i disse bestræbelser. Pater Mizzi havde allerede inden koncilet økumeniske aktiviteter i Assisi, som dog var uofficielle og ikke formelt godkendt af kirken via Assisis biskop. Dog viste denne daværende biskop, som var en meget dedikeret og visionær gammel Benediktinermunk, sin accept af Pater Mizzis aktiviteter ved altid at kramme ham varmt (uden at sige hvorfor), når han mødte ham i Assisis gader. Koncilet godkendte som sagt de økumeniske bestræbelser som en officiel aktivitet inden for kirken. Der blev i Assisi straks oprettet en kommission for økumeni, som Pater Mizzi blev en drivende kraft i. Blandt dens mange økumeniske aktiviteter inviterede kommissionen kristne fra andre kirker til at komme til Assisi under ugen for bønner om kristen enhed, hvor de dels var medledere af bønsarbejdet, dels gav vidnesbyrd om de forståelser, de kom med som repræsentanter fra de respektive kirker. Og da Assisi i 1972 som det første katolske stift i verden gav en af sine smukke kirker fra det 13. århundrede til kristne ikke-katolikker, gav det genlyd over hele jorden. Mange aviser havde på forsiden store overskrifter med "Assisi giver kirke til ikke-katolikker", og en avis skrev i sin overskrift "Oh come, oh you faithful. Come to Assisi to worship". I dag er der lykkeligvis den større enhed mellem de kristne, at kristne ikke-katolikker er velkomne til at celebrere deres gudstjenester og andagter i nogle af Assisis katolske kirker, herunder i alle klostrenes kapeller og også på Sacro Convento.
Kristen enhed i vor tid
Arbejdet for kristen enhed, der virkeligt begyndte at folde sig ud efter 2. Vatikanerkoncil, begrænser sig naturligvis ikke alene til bønsugen eller til Assisi. Overalt på jorden er der i dag omfattende bestræbelser i gang med samarbejde på alle niveauer og i mange forskellige organer.
Hvis vi skal gøre en slags status over arbejdet for kristen enhed fra kirkesplittelserne og op til i dag, kommer Pater Mizzi med følgende forståelser: "Vi er nået langt i denne tilnærmelse mellem de kristne. Århundreders omfattende voldelige forfølgelser af hinanden med mange martyrer på begge sider er slut. Nu anerkender vi hinanden som brødre og søstre. Vi er blevet venner, både den uformelle og formelle meget vigtige dialog mellem kirkerne blomstrer, og vi samarbejder intenst på mange niveauer om at løse de store problemer og de menneskelige lidelser, vi er konfronteret med på Jorden i dag. Mange barrierer er takket være Gud faldet bort. Også på det teologiske og trosmæssige område er der opnået enighed på flere områder, men der er fortsat et antal teologiske uoverensstemmelser og forskel på tro mellem kirkerne, som er et vigtigt område i den fortsatte dialog. Dialogen på dette område er ikke let, men med Guds hjælp vil også disse vanskeligheder med tiden blive overvundet. Gud har en plan, og jeg tror, at en dag vil alle barrierer falde bort, og fuld kristen enhed vil blive nået".
